En lejlighed med skiftende turister bag døren kan ligne ganske almindelig privat udlejning. Men når udlejningen sættes i system, og boliger bliver drevet som skjulte hoteller – såkaldte skyggehoteller – har det konsekvenser for både naboerne, boligmarkedet og det professionelle overnatningserhverv.

På onsdag den 16. september kaster DR Kontant lys over skyggehotellerne med udsendelsen "Halløj på skyggehotellet". Her følger DR-journalist og vært Jacob Kragelund pengesporet bag skyggehotellerne og undersøger, hvordan private lejligheder bliver forvandlet til systematisk hoteldrift.

HORESTA har bidraget til Kontant-journalisternes arbejde. I udsendelsen medvirker desuden adm. direktør Jeppe Møller-Herskind på branchens vegne. Han har en klar opfordring til politikerne. 

"Mit budskab er enkelt. Vi mangler registrering af udlejerne, indberetning af udlejningsdage, en effektiv kontrol og klare konsekvenser, når reglerne brydes".

Reglerne skal kunne håndhæves
HORESTA har længe arbejdet for at få sat en stopper for ulovlige skyggehoteller og politianmeldte derfor i foråret selskabet Nest Collection.

For HORESTA handler sagen om at sikre fair konkurrence. Privatpersoner skal fortsat kunne udleje deres bolig nogle uger om året. Men professionelle udlejere skal ikke kunne drive, hvad der i praksis er hoteller, ved at omgå reglerne.

Derfor efterlyser HORESTA en registreringsordning og krav om, at platformene løbende indberetter udlejningsdage. Oplysningerne skal samles på tværs af platforme, så myndighederne kan se, hvor meget den enkelte bolig bliver udlejet. Samtidig skal platformene stoppe nye bookinger, når det lovlige udlejningsloft er nået.

"Et loft på 70 dage hjælper ikke meget, hvis ingen ved, hvornår man rammer loftet. Derfor håber jeg, at 40 minutter i den bedste sendetid kan vække Christiansborg. Men uanset hvad, så fortsætter vi kampen for fair konkurrence," siger Jeppe Møller-Herskind.

Håber på handling fra Christiansborg
Med udsendelsen får en problematik om skyggehoteller og ulovlig korttidsudlejning nu en bredere offentlig opmærksomhed. HORESTA håber, at det vil få politikerne til at sikre de redskaber, der skal til for at stoppe ulovlig udlejning.

Du kan se DR Kontant udsendelse på onsdag den 16. september på DRTV fra kl. 6.00 og i TV kl. 21:25 på DR1. 

HORESTA integreres i Dansk Erhverv

HORESTAs repræsentantskab har onsdag stemt for en integration med Dansk Erhverv, der skal give hotel-, restaurant- og turismeerhvervet større politisk indflydelse. Medlemmerne vil fortsat få branchespecialiseret rådgivning og samtidig få adgang til flere ressourcer og kompetencer.

Farvel til kaffeafgiften: Nu kan der være penge at spare på kaffen

Fra 1. januar 2027 bliver kaffeafgiften afskaffet. Det kan give lavere indkøbspriser og bedre indtjening for landets caféer, restauranter og hoteller. HORESTA glæder sig over afgiftslettelsen og opfordrer virksomhederne til allerede nu at forberede sig på ændringen.

Log ind