Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Kontrollen med affaldssortering i restauranter er ifølge Horesta både dyr og uensartet. Affaldstilsynet er fuldt brugerfinansieret, og virksomheder betaler for hvert minut, kommunerne bruger på kontrol, herunder forberedelse og transport. Det betyder, at dialog om nye eller uklare regler hurtigt kan udløse betydelige regninger.

Tine Skriver, fødevarechef i Horesta, peger på, at især kæderestauranter mødes af vidt forskellige krav og omkostninger afhængigt af kommune. Regninger kan ifølge organisationen løbe op i flere tusinde kr. og i enkelte tilfælde op mod 30.000 kr.

Samtidig opleves fakturaerne ofte som uigennemsigtige og uden klar begrundelse for tidsforbruget.

Horesta fremhæver, at restauranter er et relativt nyt kontrolområde, og at affaldstilsynet oprindeligt var tænkt som vejledende. Organisationen efterlyser derfor klarere rammer og en mere ensartet praksis. Konkret foreslås det, at første tilsyn ikke er fuldt brugerfinansieret, mens opfølgende kontroller ved overtrædelser kan betales af virksomhederne.

Horesta er i dialog med Miljøstyrelsen om en referencegruppe, der skal bidrage til mere ensartede løsninger.

Læs hele historien på FødevareWatch

Anni Matthiesen vender tilbage som turismeordfører

Venstre har fordelt ordførerskaberne på ny, og Anni Matthiesen overtager igen ansvaret for turismeområdet. Hun fremhæver turismens betydning for lokale arbejdspladser, erhvervsudvikling og vækst i hele Danmark.

HORESTA integreres i Dansk Erhverv

HORESTAs repræsentantskab har onsdag stemt for en integration med Dansk Erhverv, der skal give hotel-, restaurant- og turismeerhvervet større politisk indflydelse. Medlemmerne vil fortsat få branchespecialiseret rådgivning og samtidig få adgang til flere ressourcer og kompetencer.

Farvel til kaffeafgiften: Nu kan der være penge at spare på kaffen

Fra 1. januar 2027 bliver kaffeafgiften afskaffet. Det kan give lavere indkøbspriser og bedre indtjening for landets caféer, restauranter og hoteller. HORESTA glæder sig over afgiftslettelsen og opfordrer virksomhederne til allerede nu at forberede sig på ændringen.

Log ind