"Hist hvor vejen slår en bugt, ligger der et hus så smukt."

Det er den indledende strofe i H.C. Andersens digt "Moderen med Barnet" fra 1829. Men det er samtidig den perfekte beskrivelse af den restaurant, I nu skal møde. 

Engtoftegård ligger i idylliske omgivelser med udsigt til Brøndbyskoven. Her finder man en charmerende restaurant med egen gårdhave i fredelige, grønne rammer. 

Det var netop her, at Maiken og Ilan Vilandt Shabtai i 2018 startede en bemærkelsesværdig rejse i restaurationsbranchen. Selvom coronapandemien skulle bringe sine udfordringer, valgte de at holde fast og arbejde sig gennem krisen. 

Engtoftegård - et stenkast fra Brøndbyskoven. I sin nuværende form bygget i 1907.

Engtoftegård - et stenkast fra Brøndbyskoven. I sin nuværende form bygget i 1907.

Siden har parret udvidet deres portefølje med yderligere to restauranter – Restaurant Krabben og Albatrossen – og i dag har de mere end 60 ansatte på tværs af de tre restauranter, som alle beliggende på Københavns Vestegn. Alle tre restauranter har fokus på velsmagende klassisk dansk mad lavet efter traditionelle opskrifter med høj kvalitet og god service.

Maiken har en baggrund som ejendomsmægler og trækker i dag på sine juridiske og ledelsesmæssige kompetencer i driften af restauranterne, mens hendes mand Ilan, der er en erfaren kok, står for det gastronomiske snit.

Ægteparret arbejder fortsat målrettet med deres vækstambitioner:

”Jeg kunne godt forestille mig, at vi på sigt køber en eller to restauranter mere. Jeg har da i hvert fald restauranter, hvor jeg tænker, at hvis de pludselig kommer til salg, så bliver vi nødt til at tage dem. De er lige vores målgruppe," siger Maiken Vilandt Shabtai.

Indgangen til gårdhaven på Engtoftegård

Indgangen til gårdhaven på Engtoftegård

HORESTA støtter drift og udvikling
Parret har for nylig meldt sig ind i HORESTA, og særligt Maiken er glad for organisationens juridiske hotline, som hun allerede har brugt flere gange.

”Vi har i mange år savnet en sparringspartner. Derfor er det trygt at have HORESTA, og vi har allerede fået værdifuld betjening. De forstår de udfordringer, vi står med i hverdagen, og kan give faglig sparring og ekspertise, når vi har brug for det,” fortæller hun.

Et ekstra skub til unge med udfordringer
Ambitionen er at udvikle og forbedre restauranterne – og samtidig sikre gode forhold for medarbejderne. Parret går langt for at skabe et ordentligt arbejdsmiljø, og noget af det, Maiken og Ilan lægger mange kræfter i, er deres arbejde med unge med særlige behov.

I dag har de blandt andet en kokkeelev i køkkenet, som de ansatte, allerede da han var 15 år. Han har ADD og social angst, og for at sikre den rette støtte hjalp Maiken og Ilan ham med at blive udredt.

”Der var nok nogle konkurrenter i branchen, som synes vi gjorde noget modigt ved at træffe sådan en beslutning. Men han har allerede nu vist sig at være vanvittig dygtig. Det er enormt givende for os at kunne hjælpe og løfte vores medarbejdere på den måde. Vi tror på dem,” siger Ilan Vilandt Shabtai. 

Parret driver Engtoftegård, Restaurant Krabben og Albatrossen med stort engagement og personlig tilstedeværelse. Det tror de på fører til en bedre arbejdsplads for de ansatte og i sidste ende en bedre oplevelse for de spisende gæster. 

"Vi bliver så glade for at se, når det lykkes. Når vores medarbejdere er glade, kommer det gode møde med kunden helt naturligt, og sådan er der faktisk en synergieffekt mellem tingene," fortæller Maiken Vilandt Shabtai.

Foto af gamle lokalpolitikere fra Københavns Vestegn, som Maiken og Ilan har fået fra lokalhistorikere. Fotograferet foran Engtoftegård.

Foto af gamle lokalpolitikere fra Københavns Vestegn, som Maiken og Ilan har fået fra lokalhistorikere. Fotograferet foran Engtoftegård.

Gæster fra nær og fjern
Da Maiken og Ilan startede Engtoftegård havde de en ambition om, at restauranten skulle blive kendt i hele Danmark. Den ambition er i dag blevet til virkelighed.

"Det er vi blevet. Vi har faktisk eksempler på folk der kommer fra Jylland og sågar nogle fra Spanien, som mellemlandede i Danmark og som lagde vejen for os, da de havde hørt om stedet. Det synes vi er ret utroligt," fortæller hun.

På tværs af Engtoftegård, Restaurant Krabben og Albatrossen er gæstetyperne mange. Fælles for dem er dog, at det både er familier, par og firmagæster, som kendetegner den brede og loyale skare af spisende gæster.

Her handler det ikke kun om at servere god mad, men om at skabe nærvær og kvalitet i alle led. Det er drivkraften bag Maiken og Ilans arbejde – og opskriften på deres succes.

Opdækket bord til de spisende gæster

Opdækket bord til de spisende gæster

Log ind